Regeringen vil styrke elevdemokratiet på ungdomsuddannelserne

John Meyer

|

27/11/2012

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Børne- og undervisningsministeren udsender nu et udkast til en ny elevrådsbekendtgørelse, der skal styrke elevdemokratiet på ungdomsuddannelserne. Ministeren vil for eksempel sikre, at deltagelse i elevrådsmøder ikke registreres som fravær.

Med den nye bekendtgørelse sker der dels en samling af regler, der i dag kendes fra de to gældende elevrådsbekendtgørelser på ungdomsuddannelsesområdet, dels en tydeliggørelse af institutionernes pligt til at medvirke til, at elevdemokratiet skal virke i praksis.

Udkastet indebærer blandt andet:

Ens regler for elevråd på alle ungdomsuddannelser.
Institutionens leder skal opfordre eleverne til at danne elevråd og hjælpe dem med vedtægtsforslag,  hvis de ikke selv kan komme i gang.
Eleverne skal løbende have oplysninger om rammerne for elevdemokratiet, og elevrådet skal kunne afgive indstillinger om fælles undervisningsmæssige, faglige, kulturelle, personlige og økonomiske interesser på institutionen.
Institutionen skal yde tilskud til elevrådsarbejdet og stille lokaler til rådighed for møderne.
Deltagelse i elevrådsmøder sidestilles med undervisning og anses derfor ikke som fravær.

- I regeringen er vi meget optaget af, at alle ungdomsuddannelserne skal have et velfungerende elevdemokrati, der inviterer til engagement og indflydelse, så eleverne reelt bliver inddraget og har medindflydelse på hverdagen på deres skole. Det kræver først og fremmest, at institutionerne sikrer sig, at eleverne reelt har kendskab til rammerne for elevrådsarbejdet og de mange muligheder for indflydelse. Med den nye fælles elevrådsbekendtgørelse kommer der nu også lige vilkår for elevdemokratiet på alle ungdomsuddannelserne, siger børne- og undervisningsminister Christine Antorini (S).