Regeringspartierne skændes om kampfly til Syrien

Skrevet af admin

26/09/2014

Dagens topnyheder

Den internationale aktion mod Islamisk Stat (IS) har udløst en intern strid mellem de danske regeringspartier.

Socialdemokraterne er parat til at sende danske kampfly på vingerne over både Irak og Syrien, men De Radikales forsvarsordfører, Zenia Stampe, kæmper imod indsættelsen over Syrien.

- Vi kan godt legitimere at sende fly til Irak. Vi får straks større problemer, når det er til Syrien. Vi vil have vores tvivl i forhold til Syrien. Vi synes ikke, at det folkeretslige grundlag er klart nok, siger Zenia Stampe til Jyllands-Posten.

Forskellen er, at den irakiske regering har bedt om international hjælp til at bekæmpe IS, men det har den syriske præsident, Bashar al-Assad, ikke. Alligevel indledte USA tidligere på ugen luftangreb også på syrisk territorium.

Og det har man ikke nogen betænkeligheder ved at støtte hos det store regeringsparti, Socialdemokraterne.

- Irak har bedt om hjælp. I Syrien er det lidt mere kompliceret, men som vi læser det, er der ikke noget, der forhindrer, at man også bekæmper IS andre steder end i Irak.

- Det er lidt mere kompliceret i Syrien, men på ingen måde umuligt. Overhovedet ikke. De seneste dage har der også været indsatser i syrisk luftrum, og det har mig bekendt ikke givet anledning til problemer, siger Socialdemokraternes udenrigsordfører John Dyrby Paulsen til Jyllands-Posten.

TV2 News erfarer torsdag aften, at den danske regering er i tæt dialog med amerikanerne om at stille danske F16-fly til rådighed i kampen mod Islamisk Stat.

USA's anmodning om dansk støtte med kampfly ventes at komme inden for meget kort tid, erfarer tv-stationen.

Både Venstre og Konservative går ind for at sende F16-flyene af sted, mens statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) ikke afviser et yderligere dansk bidrag, men afventer en eventuel anmodning til Danmark.

- Jeg tror ikke, der er nogen tvivl fra nogen side om, hvad Danmark mener i den her sammenhæng. Vi har en meget tæt dialog med amerikanerne og vores allierede om hele det her spørgsmål, sagde hun torsdag til Politiken.

/ritzau/