Regioner: Vi havde håbet på en fusion med KL

Skrevet af admin

13/03/2015

Dagens topnyheder

Det var en våd klud i ansigtet på regionernes formand, Bent Hansen (S), da et flertal af det kommunale bagland fra kommuneforeningen KL fredag middag stemte nej til en fusion med Danske Regioner.

Han har været en af fortalerne for fusionen mellem de to store organisatoriske enheder, der dermed må betegnes som død.

- Bestyrelserne havde en fælles indstilling om, at der skulle ske en fusion, så ja, det havde jeg da håbet på, siger han. Jeg tager til efterretning, at et flertal hos kommunerne har nedstemt forslaget, siger han.

Regionerne skal på et bestyrelsesmøde i næste uge diskutere, hvordan de vil forholde sig til situationen - sandsynligvis blot med en konstatering af, at fusionen ikke bliver til noget i denne omgang.

Bent Hansen tør ikke spå, om en fusion kan komme på tale på et senere tidspunkt.

- Hvis det kommer op igen, skal det være med en betydelig grad af sikkerhed for, at der er meget stor opbakning til projektet i begge organisationer, siger Bent Hansen.

Han noterer sig samtidig med tilfredshed, at KL - selvom man har sagt nej til en fusion - har bakket op om et øget samarbejde med regionerne på det sundhedsfaglige område.

Planen om en fusion blev præsenteret i november sidste år af Bent Hansen og formanden for kommuneforeningen KL, Martin Damm (V).

Målet var at skabe en stærkere enhed i forhandlingerne med især Finansministeriet om de årlige budgetter, ligesom det skulle forbedre samarbejdet på sundhedsområdet.

Mens regionerne står for driften af sygehusene, har kommunerne en stor opgave med pleje og genoptræning.

De blå partier har varslet et opgør med regionerne efter næste valg, hvis det ender med et borgerligt flertal.

/ritzau/