Register for livstestamenter sætter rekord

Skrevet af admin

26/01/2014

Dagens topnyheder

Aldrig tidligere har så mange danskere tilmeldt sig det såkaldte Livstestamenteregister, som det var tilfældet i denne uge, skriver Jyllands-Posten.

Stigningen kan formentlig skyldes en sag om en 91-årige ukontaktbar kvinde, der de seneste fem år udelukkende er overlevet ved hjælp af sondemad. Historien blev bragt i Jyllands-Posten for en uge siden.

Her opfordrede de praktiserende læger, Ældre Sagen og Etisk Råd danskerne til at registrere sig. Ved en registrering markerer man blandt andet, at man ikke ønsker livsforlængende behandling, hvis man er uafvendeligt døende.

Omtalen førte til, at der i alt kom 2444 nye tilmeldinger til Livstestamenteregisteret på en uge. Det er mere end antallet af tilmeldinger i hele år som eksempelvis 2002, 2004 og 2006.

Ifølge Helle Bøje fra administrationen af Livstestamenteregisteret på Rigshospitalet i København har der aldrig tidligere været så mange nye tilmeldinger på en uge.

- Men ikke kun antallet er overvældende. Også mønstret for tilmeldinger har været usædvanligt. Normalt plejer der at være dobbelt så mange kvinder som mænd, der melder sig ind.

- Men i den forgangne uge har der været lige så mange mænd som kvinder. Det tyder på, at mænd, der ellers ikke tænker på, at de kan komme i en situation, hvor livstestamentet kunne være relevant for dem, er blevet berørt af omtalen i medierne, siger Helle Bøje.

Sundhedsminister Astrid Krag (SF) er ifølge Jyllands-Posten positiv over for danskernes stillingtagen og opfordrer endnu flere til at tilmelde sig Livstestamenteregisteret.

Man kan tilmelde sig registret på nettet via sundhed.dk eller bruge en folder fra biblioteket.

/ritzau/