Regn og rugby udsætter Hobro-kamp til foråret

Skrevet af admin

08/11/2013

Mest læste i dag

Hobro er på solid kurs mod oprykning til Superligaen, men førerholdet i 1. division får ikke lov til at spille fodbold i denne weekend.

Baneforholdene hos bundholdet Marienlyst er så dårlige, at hjemmeholdet har været nødt til at udsætte kampen.

- Lørdagens kamp mod Hobro i Nordicbet Ligaen er i dag blevet aflyst på grund af baneforholdene på atletikstadion, som ikke tillader fodbold efter en rugbykamp i sidste uge.

- Kampen bliver i stedet spillet i foråret 2014, forklarer Marienlyst-direktør, Jens Gantriis, i en pressemeddelelse.

Spillerne i Marienlyst var ærgerlige over at høre, at de ikke skal spille fodbold lørdag eftermiddag. Det var klubbens sportschef Søren Godskesen, som gav spillerne nyheden.

- Det er skideirriterende, for vi var helt klar til kamp. Vores spillere træner lige nu, og jeg har været nede at give dem beskeden. De var ikke begejstrede, siger Søren Godskesen til bold.dk.

- Vi har lejet os ind på Odense Atletikstadion, hvor der er kommet masser af vand. Der har også været spillet en rugbylandskamp på banen i lørdags, og da jeg var ude at se den i onsdags kunne jeg allerede godt se, at den var helt tosset.

- Nu er der udsigt til 10 timers regn i Odense fra klokken tre i nat, så vi kan ikke gøre noget. Sådan er vilkårene, forklarer han.

Hobro har 35 point efter 15 kampe i 1. division. AC Horsens og Lyngby har begge 26 point på anden- og tredjepladsen. De to bedste hold rykker op i Superligaen.

/ritzau/