Regn og torden truer tyfon-ramt Filippinerne

Skrevet af admin

11/11/2013

Dagens topnyheder

Et kraftig regnvejr rammer i disse timer Filippinere, der i weekenden blev ramt af en altødelæggende tyfon, hvor mindst 10.000 mennesker har mistet livet.

Det oplyser vagtchef hos Danmarks Meteorologiske Institut Frank Nielsen.

- På satellit-animationerne kunne det godt ligne, at der er gang i nogle kraftige tordenbyger, siger han.

Til gengæld vil vinden ikke i komme i nærheden af weekendens voldsomme tyfon. Vinden vil være frisk til hård, og nedbørsmængderne vil være let til moderat med 15 til 20 millimeter regn i timen.

- Det ligner noget tropisk regnvejr, som kommer ind over. De klarer skærerne, uden at det bliver blæsevejr, siger Frank Nielsen.

Tyfonkatastrofen, der hærgede Filippinerne i weekenden, kan være langt værre end hidtil frygtet.

Alene i byen Tacloban kan der være op til 10.000 dødsofre efter den voldsomme tyfon, anslås det fra lokale myndigheder.

Supertyfonen Haiyan skabte i weekenden fem meter høje bølger, som skyllede ind over den filippinske ø Leyte som en tsunami. Vandmasserne ødelagde næsten alt på deres vej ved kysterne på de centrale øer i Filippinerne.

Op mod 10 millioner mennesker menes ramt af uvejret, der betegnes som den værste naturkatastrofe i Filippinernes historie. Mange kæmper for at overleve uden mad, rent drikkevand og husly.

Red Barnet oplyser, at der lige nu er der kaos i byerne, hvor der ligger lig rundt omkring i gaderne. Folk er begyndt at plyndre butikker i Tacloban for at kunne overleve, beretter organisationen.

Foreløbig har den danske regering bevilget ekstra 10 millioner kroner i katastrofehjælp til Filippinerne.

Samtidig har de folkelige organisationer sat katastrofeprojekter i gang for syv millioner kroner - penge som kommer fra den særlige pulje, som Udviklingsministeriet har stillet til rådighed for dem.

/ritzau/