Togene mellem Aalborg og Frederikshavn vil være aflyst resten af dagen af sikkerhedsmæssige grunde på grund af problemer efter det kraftige regnvejr, oplyser Banedanmark til Ritzau.
- Mange jernbaner løber på nogle jordvolde, og flere steder kan siderne på voldene have tendens til at skylle væk. Vi har konstateret problemer tre steder, fortæller sektionschef Klaus Frelling Andersen ved Banedanmark til Ritzau.
Han kan endnu ikke sige noget om, hvor lang tid det vil tage at udbedre de skader, som det kraftige regnvejr over Nordjylland har forvoldt.
- Men der kommer ikke til at køre tog i dag, og så vil vi ellers løbende opdatere på vores hjemmeside, siger Klaus Frelling Andersen.
Der er siden onsdag flere steder i Nordjylland faldet over 100 millimeter regn. Det har forårsaget sammenstyrtede veje og har altså også betydning for togdriften.
Sektionschefen fortæller, at der ikke er sket skader på selve sporene, men udelukkende de såkaldte dæmninger, som er de jordvolde, der understøtter jernbanesporene.
- Men vi har lukket banen på grund af sikkerheden, fordi der er en risiko for, at fundamentet for jernbanen delvist kan forsvinde, siger han.
Allerede fra morgenstunden torsdag meddelte DSB, at togdriften mellem Hjørring og Frederikshavn var indstillet. I løbet af formiddagen lød meldingen dog, at man alligevel ville køre på strækningen.
Der gik dog ikke længe, før Banedanmarks teknikere havde vurderet jernbanens tilstand til at være sikkerhedsmæssig uforsvarlig, og togdriften blev inden middag indstillet på hele strækningen mellem Aalborg og Frederikshavn.
DSB har bestilt togbusser til at betjene passagererne på strækningen.
/ritzau/