Rejsedirektør: Flystrejker er led i en hård priskrig

Skrevet af admin

04/03/2015

Dagens topnyheder

De seneste dages strejker hos flyselskaberne SAS og Norwegian er led i en uundgåelig udvikling, som vil fortsætte de kommende år.

Såvel gamle giganter som SAS og Lufthansa og nyere lavprisselskaber som Norwegian er tvunget til at tilpasse sig den udvikling, der tidligere er sat i gang af de ultimative lavprisselskaber som Ryanair og EasyJet.

Det vurderer administrerende direktør Ole Stouby fra rejsesøgemaskinen Travelmarket.dk

- De store, gamle selskaber som SAS og Air France er nødt til at møblere om. Men det gælder altså også nyere selskaber som Norwegian. Alle må tilpasse sig de prisniveauer, som de nyere lavprisdrenge i klassen såsom Ryanair har slået sig op på, siger han til Ritzau.

De billigste selskaber er ifølge Stouby dygtige til at udnytte alle regler og smuthuller til det yderste. De andre selskaber er nødt til at vende kursen i samme retning, ellers bevæger de sig ud i en kamp, de aldrig kan vinde.

- Der er ingen alternativer. Forbrugerne går jo forståeligt nok efter de lave priser, når de tilbydes dem.

- Derfor er de gamle selskaber nødt til i de kommende tre-fem år at tilpasse sig og etablere sig med andre typer selskaber, eventuelt også udenlandske, for at smyge sig ud af de gamle overenskomster, som de ikke længere har råd til, siger han.

- Personalet kan protestere og strejke. Men de kan lige så godt acceptere, at de ikke kan stoppe den uundgåelige udvikling, selvom den set med deres øjne er en glidebane, siger Stouby.

Selvom billetpriserne for tiden har stabiliseret sig på et meget billigt niveau, så tror han, de kan blive billigere endnu.

- Det skyldes blandt andet de faldende brændstofpriser. Men man ser også, at når eksempelvis Ryanair kommer ind i nye lufthavne, så lægger de typisk et prisniveau på deres ruter, som ligger 25 procent eller mere under de andre selskaber.

- Det lægger et solidt prispres på konkurrenterne, siger han.

/ritzau/