Rema 1000 åbnede 13 nye butikker sidste år og har nu 270

Skrevet af admin

08/03/2016

Dagens topnyheder

Den norske dagligvarekæde Rema 1000 fortsætter med at vokse i Danmark. Selskabet åbnede sidste år 13 nye butikker, og dermed er man oppe på 270 i alt.

Samtidig blev omsætningen øget med en milliard kroner i 2015, så man sammenlagt nåede op på 11,4 milliarder kroner.

Administrerende direktør Henrik Burkal havde egentlig håbet at åbne endnu flere butikker, men forventer at tage revanche i 2016, hvor målet er at åbne mellem 15 og 25 nye butikker.

- Danskernes ændrede indkøbsvaner betyder, at der er plads til mange flere discountere som Rema 1000 på markedet, siger Henrik Burkal.

For at realisere målet har Rema 1000 i 2015 overtaget det ejendomsselskab, der udvikler butikker til kæden. Samtidig vil man i højere grad fokusere på at indgå lejekontrakter.

Det skal være med til at sætte yderligere skub på udviklingen, så man hurtigere når målet på 400 butikker.

De 13 nye butikker, der blev åbnet sidste år, ligger i Nørresundby, Hadsten, Svinninge, Nykøbing Falster, Gl. Holte, Roskilde, Brønderslev, Holstebro, Kolding, Fredericia, Strib, Vodskov og Hvidovre.

/ritzau/