Republikanerne fastholder vigtige guvernørposter

Skrevet af admin

05/11/2014

Mest læste i dag

De republikanske guvernører i delstaterne Florida, Michigan og Wisconsin ser alle ud til at blive på deres poster, selvom de demokratiske udfordrere på forhånd var spået gode muligheder for at vippe dem af pinden.

Det forudsiger amerikanske medier på valgaftenen.

De tre sejre kommer oven i, hvad der også blev et godt valg for Republikanerne ved både valget til Repræsentanternes Hus og Senatet.

I Wisconsin er republikaneren Scott Walker blevet genvalgt. Sejren er vigtig for ham, hvis rygterne om, at han vil stille op som præsidentkandidat for Republikanerne, holder vand.

Scott Walker var for to år siden i centrum for et af de mest bitre politiske opgør i amerikansk politik i nyere tid, efter at han havde frataget fagforeningerne for offentligt ansatte deres ret til kollektive forhandlinger.

Beslutningen førte i sidste ende til en afstemning om, hvorvidt Walker kunne fortsætte som guvernør. Også dengang trak han det længste strå mod sin demokratiske modkandidat.

I Florida ser Republikanernes guvernør Rick Scott ud til at forblive på sin post. Han stillede op mod Demokraternes Charlie Crist, der tidligere har været guvernør for Republikanerne.

I Michigan, hvor der ligeledes var spænding om udfaldet, tyder det ifølge NBC på, at den siddende republikanske guvernør, Rick Snyder, ikke kommer til at overlade sædet til Mark Schauer.

En guvernør er den politiske leder i de enkelte af USA's stater. Han eller hun har stor indflydelse på al lokal lovgivning.

I alt er 38 guvernører på valg i denne omgang.

/ritzau/Reuters