Reservetræner forfremmes midlertidigt i Gladbach

Skrevet af admin

21/09/2015

Dagens topnyheder

Danske Andreas Christensen har mandag fundet ud af, hvem der bliver hans midlertidige træner i den tyske traditionsklub Borussia Mönchengladbach.

Reserveholdstræner André Schubert er nemlig blevet midlertidigt forfremmet i klubben, efter at cheftræner Lucien Favre søndag forlod klubben som følge af sæsonens femte bundsliganederlag i lige så mange kampe.

Schubert har tidligere været cheftræner i Paderborn og kultklubben St. Pauli. Han kom til Gladbach inden sæsonen efter en tjans som træner for Tysklands U15-landshold.

Sportsdirektør Max Eberl fortæller, at Favres stop i klubben kom som en kæmpe overraskelse, og at klubben forsøgte at få Favre til at omgøre sin beslutning.

- Luciens Favres opsigelse var vi ikke forberedt på. Nu er vi på udkig efter en ny træner, men indtil da vil André Schubert lede holdet, siger sportsdirektøren.

Et er dog sikkert. Det bliver ikke den tidligere succesfulde Dortmund-træner Jürgen Klopp, som tager over.

Over for det tyske medie Sport Bild bekræfter trænerens agent, at Jürgen Klopp ikke bliver Gladbachs næste træner.

/ritzau/Reuters