Restaurantbombe i Kabul: IMF-top blandt de dræbte

Skrevet af admin

18/01/2014

Dagens topnyheder

Fire medarbejdere fra FN er blandt de mindst 14 mennesker, der har mistet livet i fredagens bombeangreb i Kabul.

Den Internationale Valutafonds (IMF) repræsentant i Afghanistan er også blevet slået ihjel i angrebet, hvor flere medarbejdere fra internationale organisationer er omkommet.

De 14 personer blev dræbt, da Taliban-oprørere stormede en populær restaurant i den afghanske hovedstad og skød omkring sig. En af oprørerne sprængte sig selv i luften.

Den 60-årige libaneser Wabel Abdallah har været IMF's repræsentant i Afghanistan siden juni 2008, og han har arbejdet hos IMF siden 1993.

- Det er tragisk, og vi er alle knust. Vores tanker går til Wabels familie og venner samt de andre ofre for dette angreb, lyder det fra Christine Lagarde, chef for IMF.

Ifølge nyhedsbureauet dpa har 13 udlændinge mistet livet i fredagens blodige restaurant-angreb.

Udenrigsministeriet i London oplyser, at en brite er omkommet, mens to canadiere også er bekræftet dræbte.

Restauranten ligger i et område med en række ambassader - deriblandt den danske.

Elitesoldater hastede til området og lukkede det, da der udbrød skudsalver kort efter eksplosionen i restauranten.

Kabul har jævnligt været udsat for selvmordsangreb og bombeanslag. Inden året er omme, skal Afghanistans hær og politi overtage ansvaret for sikkerheden i landet.

/ritzau/AFP