Restaurationer får bøde efter tragisk ulykke: 16-årig fik underben kørt af

Skrevet af Elo Christoffersen

13/12/2013

Dagens topnyheder

To udskænkningssteder har fået bøder. Det sker efter de havde serveret alkohol til den 16-årige dreng, der i sidste måned fik begge sine underben kørt af på banegården i Frederikshavn, skriver nordjyske.dk.

I forbindelse med et fritidsjob var drengen til julefrokost sammen med andre kollegaer. Drengen blev meget fuld og faldt i søvn med benene liggende på togskinnerne. Senere på natten kom et tog kørende, der klippede benene af drengen.

Det er ulovligt at servere alkohol for unge under 18 år. Derfor har politiet sendt bøder til de to restaurationer, som drengen besøgte i løbet af natten.

Nordjyllands Politi har opgivet at stille den 16-åriges arbejdsplads til ansvar for at have ladet drengen drikke. Politiet mener ikke, at arbejdspladsen juridisk kan stilles til ansvar.