Ribe-Esbjerg jagter to point mod fire topklubber

admin

9 år siden

|

08/12/2015

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Århus Håndbold, KIF Kolding København og Aalborg Håndbold på hjemmebane. Og til sidst en udekamp mod Skjern Håndbold.

Jo, det er noget af en julemenu, håndboldklubben Ribe-Esbjerg bliver budt på i resten af december i Boxer Herreligaen, hvor holdet er næstsidst med syv point for 14 kampe.

Ribe-Esbjerg-træner Claus Uhrenholt er før onsdagens kamp mod Århus Håndbold da også afklaret med sit holds forventede rolle i de kommende kampe.

- Der er en chance mod de hold, men det kræver, at vi rammer en toppræstation på alle parametre.

- Skjern på udebane, det er nok som at vinde i lotto. Vi prøvede sidste år, hvad det vil sige at møde Skjern ude (Skjern vandt 37-25, red.). Hvis de er topmotiverede, er chancerne nok ikke så store.

- Kan vi slippe afsted med to point i de fire kampe, er jeg mere end godt tilfreds, siger han.

Claus Uhrenholt så søndag sit hold vinde den meget vigtige udekamp mod Skive fH med 24-22.

Resultatet betød, at de to hold byttede plads i bunden, så Skive fH nu er sidst med seks point.

- Det har stor betydning. Nu har vi kun fire point op til en livgivende plads, hvor vi ikke skal spille om nedrykning, og vi har kun et point op til Nordsjælland lige over os. Det er vigtigt, siger Ribe-Esbjerg-træneren.

Nummer sidst i Boxer Herreligaen rykker direkte ned efter de 26 runder blandt de 14 hold i grundspillet, mens nummer 12 og 13 skal spille kampe om at undgå nedrykning.

Skanderborg ligger med 11 point lige nu på 11.-pladsen i den bedste danske håndboldrække.

Første skridt mod den helt sikre redning for Ribe-Esbjerg skal tages onsdag aften i Ribe, når Århus Håndbold kommer på besøg.

- Vi kommer under et stort scoringspres. Vi har svært ved at score mod dem, de er meget store og er et fysisk stærkt hold. Århus har et rigtig stærkt forsvar, og de tillader ikke mange nemme mål.

- Det bliver en kamp, hvor vi skal nedbryde Århus' forsvar og håbe, at vi defensivt kan ramme et højt niveau med en god målmandspræstation, så vi kan løbe nogle kontraer, siger Claus Uhrenholt.

/ritzau/