Ribe Kunstmuseum får kvalitetsstempel af Kulturstyrelsen

Elo Christoffersen

|

13/11/2012

Dagens topnyheder

Ribe Kunstmuseum har fået et kvalitetsstempel af Kulturstyrelsen. En rapport vurderer museet som ”meget tilfredsstillende” og det er blot anden gang kvalitetsstemplet gives til et kunstmuseum i Danmark.

- Ribe Kunstmuseum har været igennem en omfattende renovering, men nu har vi fået bekræftet af Kulturstyrelsen, at det ikke kun er den smukke bygning i Ribe, der er helt i særklasse, men også kvaliteten på kunstmuseet, siger formanden for Kultur & Fritidsudvalget Knud Jager Andersen.

På Kunstmuseet modtages kvalitetsvurderingen med glæde blandt museets personale efter fire år med renoveringer og genåbning.

- Det er utrolig dejligt, at det store arbejde mine dygtige medarbejdere har udført i de foregående år på denne måde bliver værdsat af Kulturstyrelsen, og jeg er både stolt og glad for den blåstempling, den høje karakter er et udtryk for, siger direktør i Ribe Kunstmuseum Dagmar Warming.

I Kulturstyrelsens kvalitetsvurdering står der blandt andet, at Ribe Kunstmuseum er veldrevet og med høj standard varetager de museale hovedopgaver, såsom forskning, formidling, indsamling, registrering og bevaring. Museets forskningsresultater og -samarbejde har et højt, kvalitativt niveau, og Ribe Kunstmuseum arbejder aktivt og målrettet på en fortsat professionel og kvalitativ udvikling af museet.