Riddersholm: Lettelse for dansk fodbold

Skrevet af admin

15/08/2014

Mest læste i dag

FC Midtjylland-træner Glen Riddersholm har haft meget på spil den sidste uge, hvor spillerforeningen og divisionsforeningen har forhandlet om en ny overenskomst.

En strejke ville nemlig betyde, at FCM-træneren ikke måtte bruge spillere fra Superliga-truppen i Europa League-kampen mod Panathinaikos.

Her til morgen kunne Riddersholm så ånde lettet op, efter parterne havde indgået et forlig. Og det er vigtigt for dansk fodbold, mener han.

- Det er en stor lettelse for dansk fodbold, men også for alle os, der har stået og blot kunne se til, om der ville komme en løsning eller ej, siger Glen Riddersholm, der heller ikke mener, at en konflikt havde klædt dansk fodbold.

- Det ville være uhensigtsmæssigt for dansk fodbold, hvis vi havde havnet i den pinlige situation at en konflikt havde trådt i kraft. Det havde bragt en sort sky ind over dansk fodbold, hvis vi skulle have spillet med nogle hold, der ikke havde klædt dansk fodbold, siger han.

Nu håber FC Midtjylland-træneren, at spillerkonflikten er et overstået kapitel.

- Det glæder mig, at parterne har fundet en løsning, og vi nu kan lægge denne konflikt bag os, så vi kan se frem mod de vigtige europæiske kampe, siger Glen Riddersholm.

FC Midtjylland skal spille den første kvalifikationskamp mod Panathinaikos på torsdag i Grækenland.

/ritzau/