Flere flyttebiler svingede i går op foran palæet og kilder nær sangerinden fortæller hjemmesiden TMZ, at Rihanna vil væk, selv om hun har boet på den mondæne adresse i mindre end et år.
Ifølge de unavngivne kilder leder R&B-stjernen efter et nyt hjem i Los Angeles-området, men uden at have specielt travlt, fordi hun hovedsagligt vil opholde sig i New York resten af året.
Villaen i Pacific Palisades har været udsat for adskillige indbrud, ligesom flere fans har forsøgt at trænge ind på Rihannas enemærker. Så sent som i slutningen af september prøvede en indbrudstyv lykken, mens sangerinden var på turné i Australien.
Manden blev fanget på ejendommens overvågningsvideo, men nåede aldrig ind i huset. Han kom til at aktivere en lydalarm og tog benene på nakken.
En stalker tog i sommer fejl af adresserne og brækkede ind hos Rihannas nabo.