Mens Bjarne Riis fortsat venter på resultatet af Anti Doping Danmarks (ADD) rapport om doping i dansk cykling, så kunne teammanageren hos Tinkoff-Saxo mandag konstatere, at han i en stor international dopingrapport ikke blev belastet.
- Jeg var meget glad for at tale med dem for at være ærlig. Det var meget konstruktivt, siger Riis til cyclingnews.com om at blive interviewet i den såkaldte Circ-rapport under den internationale cykelunion.
Circ - Cycling Independent Reform Commission - blev nedsat i januar 2014.
Den konstituerede direktør i Anti Doping Danmark, Christina Friis Johansen, kan endnu ikke sige, hvornår den danske undersøgelse er klar til offentliggørelse. Den har været i gang siden 2013.
Christina Friis Johansen er også blevet interviewet til Circ-rapporten, men hverken hun eller Riis vil sige, hvad de har fortalt i den forbindelse.
I 2007 indrømmede Riis selv at have dopet sig som aktiv. Desuden har nogle af hans tidligere ryttere udtalt, at Riis hjalp dem med doping, og det undersøges netop nu af ADD.
Riis understreger, at han er glad for måden, han blev behandlet på i Circ-undersøgelsen.
- Det blev ordnet på en god måde. Det var ikke et personligt angreb. Jeg kunne lide deres attitude. Det er ikke nogen hemmelighed, at der har været doping i cykelsporten.
- Jeg tror, at det vigtigste er, hvordan vi ser på tingene nu og i fremtiden. Hvad jeg kan lide ved rapporten er, at der er anbefalinger for fremtiden, siger Riis.
Han er dog kritisk over for, at en rytter til Circ-rapporten har udtalt, at 90 procent af de nuværende ryttere er dopede.
- Jeg tror ikke, det er et rigtigt tal og realistisk at sige sådan, lyder det fra Riis.
/ritzau/