Rikke Møller misser OL-finalen i 100 meter bryst

Skrevet af admin

08/08/2016

Mest læste i dag

Den danske svømmer Rikke Møller Pedersen må satse fuldt og helt på favoritdistancen 200 meter bryst.

Det lykkedes nemlig ikke den danske svømmestjerne at komme i finalen på den halve distance, hvor hun natten til mandag dansk tid fik 10.-bedste tid i semifinalen. Kun de otte bedste kvalificerede sig til finalen.

- Der var meget pres på, for vi lå meget tæt, og vi kunne se hinanden hele vejen. Jeg formåede egentlig at holde fokus på mig selv.

- Det var ret kontrolleret, men jeg skal nok finde lidt højere tempo eller nogle flere tag og se, om jeg får noget ud af det, lyder konklusionen fra Rikke Møller Pedersen efter semifinalen.

Hun slog hånden i bassinkanten i tiden 1 minut og 7,07 sekunder i den første semifinale som nummer fire.

Desværre for den danske svømmer blev der svømmet hurtigere i den anden semifinale, hvor seks kvinder var hurtigere end Rikke Møller Pedersen.

Rikke Møller Pedersens semifinale blev i øvrigt vundet af russeren Yulia Efimova fra Rusland, hvis OL-deltagelse til det sidste har hængt i en tynd tråd grundet den russiske dopingskandale.

For det fynske medaljehåb handler det nu om den dobbelte distance, hvor hun i flere år har tilhørt den absolutte verdenselite og er indehaver af verdensrekorden.

Onsdag aften dansk tid svømmer hun sit indledende heat på 200-meteren. Ud på natten venter en eventuel semifinale, mens finalen svømmes på torsdag.

/ritzau/