Ringede med klokken: 13-årig pige skubbet af cyklen og overfaldet i Brøndby Strand

Skrevet af Ann Katrine Warren

09/11/2012

Mest læste i dag

 

En bare 13-årig pige blev torsdag på brutal vis overfaldet, da hun ville passere tre unge mænd på en cykelsti. Pigen kom klokken 12.23 cyklende på stien mellem Ahornvang og Pilevangen i Brøndby Strand. Da tre unge mænd gik med ryggen til hende og fyldte hele stien, ringede hun med ringeklokken for at komme forbi. Det fik de tre mænd til at gå amok.

Først skubbede de pigen af cyklen, da hun ville passere dem. Bagefter fik de hende op at stå ved at hive hende i håret, og den ene mand gav hende flere knytnæver i maven. Det oplyser Københavns Vestegns Politi.

Efter overfaldet stak de tre gerningsmænd af i retningen af S-togsstationen i Brøndby Strand. Alle tre beskrives som 15-16 år, cirka 160 til 170 centimeter høje og arabiske af udseende.

Pigen nåede også at registrere, at den ene var iført en rød trøje og en sort North Face-jakke med pelskrave, sorte bukser og hvid hue med hængesnore. En af de andre var iført sort tøj, en lukket sort adidas-trøje og sort hue.

Københavns Vestegns Politi modtager gerne oplysninger i sagen. Henvendelse i dagtimer på hverdage til vicepolitikommissær Jens Per Yndgaard, Lokalpolitiet i Hvidovre på telefon 72 58 76 99, eller døgnet rundt på telefon 43 86 14 48.