Ringkøbing overrasker med sejr i Randers

Skrevet af admin

17/09/2014

Dagens topnyheder

Håndboldkvinderne fra Ringkøbing Håndbold overraskede onsdag aften. Ringkøbing slog ude Randers HK 21-20 efter en tæt affære.

Efter de første 30 minutter var stillingen 14-13 til gæsterne, og en målfattig anden halvleg endte med syv scoringer til hvert hold. Dermed en overraskende og snæver udesejr - og Ringkøbing-kvindernes tredje sejr i fem ligakampe.

Med sejren hægter Ringkøbing sig på i toppen med seks point. Samme antal har Randers. Nederlaget var Randers' første i sæsonen, men formkurven er ikke god.

Randers indledte sæsonen med sejre over Silkeborg-Voel og Team Tvis Holstebro, men siden er fulgt uafgjorte opgør mod SK Aarhus og Nykøbing Falster, inden randrusianerne onsdag tabte til Ringkøbing.

Også FC Midtjyllands håndboldkvinder led sæsonens første nederlag. Og det endda på hjemmebane. Team Tvis Holstebro vandt 23-19 efter 13-9 ved pausen.

Dermed er der samling i den bedste halvdel af ligaen. FC Midtjylland og Team Tvis har begge - akkurat som Ringkøbing og Randers - seks point efter fem kampe.

Kun duksen Viborg HK har flere point. Viborg har otte point, efter topholdet onsdag spillede uafgjort 26-26 ude mod SK Aarhus.

Viborgenserne var bagud med tre mål ved pausen, men undgik altså at indkassere sæsonens første nederlag, som det skete for FC Midtjylland og Randers.

/ritzau/