Rivaler i Libyen skal nå til enighed - ellers vinder IS

Skrevet af admin

22/11/2015

Dagens topnyheder

De rivaliserende sider i det kaoshærgede Libyen er nødt til at nå frem til en aftale om at danne en ny samlingsregering for at undgå, at Islamisk Stat skal overtage landet. Det siger den franske forsvarsminister Jean-Yves Le Drian, i et radiointerview.

- Det er nødvendigt at nå frem til en fælleslibysk aftale mellem de to stridende fraktioner i landet, ellers vil Daesh have vundet, siger Le Drian til radiostationen Europe 1, hvor han brugte en arabisk forkortelse som betegnelse for IS.

- Det haster... Daesh erobrer territorium. De begynder i Sirte og bevæger sig nu ned mod oliefelterne, tilføjer forsvarsministeren.

IS tog kontrollen med kystbyen Sirte i juni. Det er landets tidligere leder Muammar Gaddafis hjemby. Han blev afsat og dræbt under et oprør i 2011.

Frankrig var sammen med Danmark en del af en international koalition, som støttede et anti-Gaddafi-oprør, som styrtede ham.

Islamisk Stat, som allerede kontrollerer store landområder i Syrien og Irak, har udnyttet det kaos, som har bredt sig i hele Libyen siden revolutionen, til at udnytte mulighederne i det olierige land. IS har også været aktiv i transport af migranter over Middelhavet.

Libyen har haft to regeringer siden august 2014, da en militæralliance erobrede hovedstaden og etablerede sit eget parlament i Tripoli. Det tvang den internationalt anerkendte regering til at søge tilflugt i den østligt beliggende by, Tobruk.

FN har forsøgt at mægle en fredsaftale om en ny samlingsregering, der skal afslutte kampene mellem landets hær og de militser, der har erobret Tripoli.

Den erfarne tyske diplomat Martin Kobler, der tiltrådte sit ny job som særlig FN-udsending for Libyen tirsdag, siger, at sikkerhed vil være hans prioritet, når han presser på for at opnå en skrøbelig aftale.

/ritzau/AFP