Rivalisering mellem Hamilton og Rosberg blusser op

Skrevet af admin

24/05/2014

Dagens topnyheder

De er teamkammerater, mesterskabsrivaler og normalt ganske gode venner.

Men måske ophører det sidste snart, for efter lørdagens kvalifikation til Monacos Formel 1-grandprix lader der til at være kold luft mellem Mercedes-kørerne Lewis Hamilton og Nico Rosberg.

Forklaringen findes i kvalifikationens afslutning, hvor Rosberg lå etter kort før lukketid, men så lavede en kørefejl.

Det betød gul flagzone, og så måtte bilerne, som var i gang med deres sidste omgang, bremse op - en af dem var Hamiltons. Væk var chancen for pole position.

Rosberg har undskyldt sin fejl, selvom den måske sikrede ham pole position, men undskyldningen får en kold modtagelse hos Hamilton.

På spørgsmålet om, hvorvidt Hamilton og Rosberg nu endnu mere minder om den tidligere benhårde og til tider ondskabsfulde rivalisering mellem Ayrton Senna og Alain Prost hos McLaren, svarer Hamilton:

- Ja, mere eller mindre.

På spørgsmålet om, hvorvidt Hamilton nu vil sætte sig ned og få sig en snak med Rosberg, svarer Hamilton:

- Jeg tror ikke, at Senna og Prost satte sig ned for at tale ud. Jeg kan egentlig godt lide den måde, Senna tacklede det på, så jeg vil gøre ligesom ham.

Hvad Hamilton mener med det sidste, er uvist. Men i medierne gisnes der om, hvorvidt briten henviser til det japanske grandprix i 1990, hvor Senna med vilje kørte Prost af banen på et tidspunkt, hvor duoens forhold ikke kunne blive værre.

Efter kvalifikationen, hvor Rosberg sluttede som etter lige foran Hamilton, blev episoden med Rosberg undersøgt af løbsarrangørerne.

Men efter et længere møde kom meldingen, at det var blevet vurderet, at Rosberg ikke havde lavet en fejl med vilje for at forpurre kvalifikationen for konkurrenterne. Tyskeren undgik straf og ville få lov til at starte søndagens løb som etter.

For otte år siden blev den syvdobbelte verdensmester Michael Schumacher frataget pole position i Monaco, fordi løbsarrangørerne havde vurderet, at Schumacher med vilje havde parkeret sin Ferrari på banen for at bremse konkurrenterne til sidst.

Inden Rosberg kendte sin skæbne helt, sagde han følgende om kørefejlen og sin pole position.

- Pole position på min hjemmebane (Rosberg bor i Monte Carlo, red.) er fantastisk. Det kunne ikke være bedre. Selvfølgelig er jeg ked at det, der skete med Lewis. Jeg vidste ikke, hvor han var på banen.

- Da jeg begyndte at bakke ud på banen igen, så jeg ikke, hvem der kom. Selvfølgelig var det ikke fantastisk, men sådan er det bare nogle gange.

Inden søndagens løb med start klokken 14 fører Hamilton an i VM-stillingen, men han er kun tre point foran Rosberg. Så der er lagt op til dramatik i sæsonens sjette løb.

Kevin Magnussen starter med sin McLaren-racer som nummer otte.

/ritzau/