Robbie Williams kommer til ny Odense-festival

Skrevet af admin

24/11/2014

Mest læste i dag

En af tidens allerstørste entertainere er blandt de kunstnere, som skal optræde på Tinderbox-festivalen, der finder sted for første gang næste sommer i Odense.

Ingen ringere end engelske Robbie Williams lægger nemlig vejen forbi Tusindårsskoven. Det skriver TV2 Fyn.

Siden Robbie Williams forlod boybandet Take That, har han solgt mere end 77 millioner albums og singler. Blandt hans største hits finder man "Millenium", "Rock DJ" og selvfølgelig "Let me entertain you".

Det bliver dog langt fra første gang, entertaineren lægger vejen forbi Danmark. Han har tidligere givet koncerter i Parken i København, og så sent som i maj i år gav han koncert i Herning.

Festivalgæsterne kan også glæde sig over flere andre store navne, som er blevet offentliggjort.

Den berømte DJ Calvin Harris spiller nemlig også på festivalen. Han er aktuel med hittet "Blame", som han har lavet sammen med John Newman.

Svenske The Cardigans er også på den internationale del af plakaten. Bandet var opløst fra 2006 til 2012, men nu er der igen håb for publikum, som måske kan få lov til at høre moderne klassikere som "Lovefool" og "Erase/Rewind".

Der er også præsenteret danske topnavne.

Blandt rockelskere vil der sikkert være stor jubel over 30-års-jubilarerne D-A-D, som kommer med hits som "Sleeping my day away" og "Soft Dogs" på repertoiret.

Desuden er der lokalt fynsk stjerneislæt. Sangerinden MØ, der også har annonceret, at hun spiller på aarhusianske Northside Festival næste år, er på programmet.

Tinderbox afvikles den 26. til 28. juni. De op til 50.000 gæster kan lytte til mere end 50 kunstnere på festivalens fire scener. Billetsalget skydes i gang på mandag.

/ritzau/