Rockstjerne om Trump: Han er et politisk dyr

Skrevet af admin

31/03/2016

Mest læste i dag

Det amerikanske præsidentvalg bliver efterhånden kommenteret lige så heftigt af musikere og skuespillere som af journalister og politiske kommentatorer.

Donald Trump har godt nok skabt sig en alenlang fjendeliste, og nu får han opmærksomhed fra rockikonet Gene Simmons, der er dybt fascineret af rigmanden med den uregerlige hårpragt.

- Han er det mest oprigtige politiske dyr, jeg nogensinde har set på en scene. Han har ingen taleskriver og bliver ikke redigeret eller noget. Han siger rent faktisk "motherfucker", mens der bliver filmet, siger Simmons ifølge Rolling Stone.

Kiss-frontmanden, der er kendt for sin lange udstrakte tunge, understreger dog, at han ikke nødvendigvis støtter den kontroversielle kandidat, men at han er imponeret over hans evne til at tale til folks følelser.

- Han har sagt nogle meget modbydelige ting. Men han taler frit fra leveren, og man får, hvad man ser, siger Simmons.

Paradoksalt nok skelner musikeren dog mellem det at være det, han kalder et politisk dyr og en politiker.

- Trump er ikke politiker. Han har ikke brug for dine penge, og han siger sin mening. Det er lige meget, om du kan lide det eller ej. Og han har ikke noget problem med at sige "fuck af". Det kan jeg godt lide, selv hvis jeg ikke er enig, afslutter Simmons.

/ritzau/FOKUS