Røde Kors: Frivillige skal tage ansvar i integration

admin

|

23/02/2015

Dagens topnyheder

Når flygtninge kommer til Danmark, er det først og fremmest kommunerne, der står med ansvaret for at tage imod dem. Det ansvar kan - og skal - dog deles mere med de frivillige.

Sådan lyder det fra generalsekretær Anders Ladekarl fra Røde Kors i forbindelse med organisationens humanitære folkemøde i Sønderborg.

- Det er stadig kommunerne – det offentlige – der har ansvaret for forsørgelsen, at finde bolig og at hjælpe med at finde arbejde og så videre. Der ligger selvfølgelig et rigtig tungt ansvar, siger han.

Men al erfaring viser, ifølge Anders Ladekarl, at hvis man skal finde sig til rette i det danske samfund, når man kommer som fremmed ude fra, så bliver man nødt til at finde ud af, hvad for eksempel "hygge" betyder.

- Hvem pokker ved det, hvis man ikke får det at vide af en dansker, spørger han retorisk og fortsætter:

- Det, at man har en ven, der er engageret i en, betyder rigtig meget for, hvor hurtigt integrationen kommer til at foregå.

Det humanitære folkemøde i Sønderborg, der er arrangeret af Røde Kors og er det første af fire, handler om, hvordan danskerne bliver bedre til at tage i mod og hjælpe med at integrere de personer, der kommer til landet.

I de næste år bliver indsatsen også kun mere aktuel, da fordelingen af flygtninge for 2015 ser ud til at lande på 12.000 for hele landet.

Til sammenligning blev der ifølge dr.dk optaget lidt mere end 6000 flygtninge i 2014.

- Det her er starten på, at forhåbentlig rigtig mange aktiviteter, som indebærer, at integrationen af de mange nye, der kommer til landet, bliver lettere, siger Anders Ladekarl.

/ritzau/