Dronning Margrethe brugte sin nytårstale til at sætte fokus på samfundets ensomme og socialt udsatte.
Hun roste desuden de frivillige og opfordrede danskerne til at vise hensyn til dem, som er kommet til.
Og de emner høstede majestæten efterfølgende stor ros for på Twitter. Det var især politikere fra regeringspartierne, der var begejstrede.
- Stærk og god nytårstale af dronningen om empati og værdier, om storsind, dialog og mangfoldighed. Nej til smålighed. Det er vores dronning!, skriver Socialdemokraternes politiske ordfører, Magnus Heunicke.
- Hilsen til frivillig Danmark. Rigtigt set, dronning Margrethe. De er med til at drive Danmark, skriver De Radikales gruppeformand, Sofie Carsten Nielsen.
- God tale af Danmarks dronning - ordene er vigtige, men for søren, hvor er dronningen også det personificerede kongerige. Tak og godt nytår, tweeter udenrigsordfører for Socialdemokraterne, John Dyrby Paulsen.
SF's transportminister Pia Olsen Dyhr var også glad for talen:
- Ros til dronningen for at nævne de hjemløse, misbrugere og ensomme mennesker i hendes nytårstale. Alle har ikke lige muligheder. Godt nytår!, skriver ministeren på Twitter.
Også hos regeringens støtteparti, Enhedslisten, faldt dronningens tale i god jord.
- Godt brølt, Margrethe - varme tanker til nogle af alle dem, der bliver jokket på hele året, de syge, de ensomme, de hjemløse, skriver Enhedslistens Finn Sørensen, der er næstformand for partiets folketingsgruppe.
/ritzau/