Rørende billeder: Depp overrasker syge børn

Skrevet af admin

08/07/2015

Mest læste i dag

Iført sort makeup, bandana og flagrende gevandter besøgte Johnny Depp tirsdag børnehospitalet Lady Cilento Children's Hospital i den australske by Brisbane.

Den 52-årige skuespiller befinder sig i øjeblikket "Down Under", hvor han er ved at indspille den femte film i den uhyre populære "Pirates of the Caribbean"-piratserie, og mellem optagelserne trak han i kostumet som den flabede, men charmerende kaptajn Jack Sparrow. Og det fik smilet frem hos de jublende børn.

- Han bandt en knude i sit hår til at lave et skæg - det var min yndlingsdel, lød det fra Max Bennet til ABC Australia, mens drengens mor, Rachel Bennet, var meget rørt over besøget:

- Han gik fra stue til stue for at besøge alle de børn, der ikke kan stå ud af sengen. Han kom hen til os og havde en rigtig god snak med min søn, Max. Det var virkelig smukt, og han blev bare ved med at komme tilbage.

Også sundhedsmyndighederne i den australske delstat Queensland takker skuespilleren for den søde gestus og har lagt officielle billeder ud af det rørende besøg.

- Splitte mine bramsejl! Kaptajn Jack (Johnny Depp) og hans skibskammerat Scrum (Stephen Graham) tog noget tid fra optagelserne af den nye "Pirates of the Caribbean"-film på Gold Coast for at besøge os. Tak Johnny, Stephen og Children's Hospital Foundation for at give vores patienter og familier en overraskelse, de sent vil glemme!

Depp har før overrasket hospitalsindlagte børn som Jack Sparrow, og den Oscar-nominerede skuespiller har tidligere røbet, at han altid har kostumet med i bagagen, når han rejser rundt.

- Jeg sniger mig ind og overrasker børnene på de forskellige afdelinger. Det bliver to-tre timer improvisation, og det er virkelig sjovt. Jeg rejser altid med kaptajn Jack, afslørede Depp til E! News i 2013.

Den femte "Pirates of the Caribbean"-film, "Dead Men Tell No Tales", får premiere i 2017.

Se de rørende billeder her: https://www.facebook.com/childrenshealthqld

/ritzau/FOKUS