Rørt VM-målvogter frygtede bitter udligning

Skrevet af admin

16/12/2013

Dagens topnyheder

Da Katarina Bulatovic høvlede bolden ind bag den danske målvogter Cecilie Greve i 1/8-finalens sidste sekund ved håndbold-VM, sad mange med hjertet oppe i halsen.

Men scoringen faldt en brøkdel af et sekund for sent. Det gennemtrængende trut lød i hallen, umiddelbart inden bolden passerede målstregen, og dermed vandt Danmark en overraskende 22-21-sejr.

- Jeg var bange for, at der var mål. Men fuck det. Det var der ikke. Jeg vidste først, at den var hjemme, da dommeren vinkede afværgende. Jeg havde ikke nogen fornemmelse af det, siger Cecilie Greve.

Den unge målmand græd af skuffelse efter nederlaget mod Brasilien. Der var også åbnet for tårekanalerne efter sejren over montenegrinerne, men det var selvsagt af helt andre årsager.

Greve imponerede med 15 redninger og slap fra kampen mod europamestrene med en redningsprocent på hele 42.

- Jeg er pisseglad for, at vi har vundet. Jeg er også godt tilfreds med mit eget spil. Vores forsvar var stærkt, og vi havde faktisk kun problemer med deres højreback, Bulatovic.

- Det er utroligt fedt. Der var ikke mange udefra, der havde troet på det. Men vi vidste, at vi havde en mulighed for at slå dem. Det er flot, at selv om at holdet er ungt, at vi ikke lader os gå på af presset, siger Greve.

Hun har været med til at vinde to guldmedaljer med ungdomslandshold, men blandt "de voksne" rangerer kampen søndag aften højt på Odense-målmandens personlige hitliste.

- Det er en af de større oplevelser, jeg har haft som senior. Det var dejligt at bevise, at vi godt kan. Jeg er helt rørt over det, lyder det fra målvogteren.

/ritzau/