Rolling-Roskilde: Her er anmeldernes dom

Skrevet af admin

04/07/2014

Dagens topnyheder

Svigtende Viagra eller historisk hovednavn?

Der er ikke ligefrem enighed i anmeldelserne af torsdagens koncert med Rolling Stones på Roskilde Festival.

Ekstra Bladets Thomas Treo giver oplevelsen tre stjerner og overskriften "Slappe Stones: Viagraen svigtede".

- Det blev en hyggelig aften med The Rolling Stones. Men det er ikke meningen, at kongerne af djævelens musik skal være hyggelige. Verdens største rockband var også småkedelige, og det var vist heller ikke meningen, konstaterer anmelderen.

Også Politiken er kritiske over for de britiske veteraner, som ifølge anmelderen "tændte nødblus" på Orange og var alt for lang tid om at nå det magiske niveau.

- De startede og sluttede med fyrværkeri, men derimellem var det en ujævn og bulet affære, der mest lød som et kassettebånd glemt et par årtier i vindueskarmen, skriver musikredaktør Simon Lund på politiken.dk og giver tre hjerter.

Politiken mener, at de aldrende rullesten havde svært ved at finde det samme tempo, og Ekstra Bladets anmelder mener, at "samspillet bestemt ikke var ligeså tight som Jaggers jeans".

Hans branchefælle Steffen Jungersen på BT giver ifølge avisens netudgave koncerten en lang mere positiv medfart med karakteren fem stjerner. Samme dom giver Jyllands-Posten.

- Det gik ikke bare nogenlunde. Det blev en noget nær fantastisk koncertoplevelse, som skrev sig ind i Roskilde Festivals historie med Prince, Bruce Springsteen og Kraftwerk som nogle af de seneste års højdepunkter, skriver Jyllands-Postens anmelder.

Også Berlingskes netudgave kvitterer med fem stjerner under overskriften "Når sten svæver". Stones kan stadig flyve, lyder det.

- Mens folk sivede hånd i hånd væk fra Orange Scene, stod man tilbage med fornemmelsen af, at et tandhjul i det store rockmaskineri endelig var gået i hak. En scene og et band var blevet genforenet - historiebøgerne tilføjet nok et kapitel, skriver anmelder Lars Rix på b.dk.

Gaffa placerer sig midt imellem de positive og negative anmeldelser med fire stjerner. Musikmagasinet mener, at "magien og den kollektive samhørighed indtraf, men det lod så sandelig vente på sig".

/ritzau/