Roma fyrer cheftræner efter skuffende halvsæson

Skrevet af admin

13/01/2016

Mest læste i dag

Franske Rudi Garcia er fortid som cheftræner i den italienske klub AS Roma. Onsdag meddelte klubben, at den har fyret Garcia.

Det sker efter en række skuffelser i Serie A, hvor klubben aktuelt ligger på en femteplads.

- På vegne af AS Roma vil jeg gerne takke Rudi Garcia for det vigtige stykke arbejde, han har udført, siden han kom til klubben, siger klubbens præsident, James Pallotta, i en pressemeddelelse.

- Vi har haft gode tider sammen, men vi føler, tiden er inde til forandringer, tilføjer Pallotta.

Garcia kom til klubben i 2013. Han har i de seneste to sæsoner ført Roma til andenpladser i Serie A efter den suveræne mester, Juventus.

Men andenpladsen kan blive svær at gentage med den nuværende femteplads i ligaen.

Klubben måtte desuden i sidste måned se sig slået ud af den italienske pokalturnering af Serie B-holdet Spezia.

I Champions League er holdet klar til 1/8-finalen, hvor Real Madrid venter.

Det er endnu uvist, hvem der overtager i Roma efter Garcia.

/ritzau/