Roma overvinder chokstart og presser tophold

Skrevet af admin

22/11/2014

Mest læste i dag

Spillerne fra AS Roma gør, hvad de kan for at holde topholdet Juventus under pres i den italienske Serie A i fodbold.

Lørdag overvandt Roma en lynscoring fra Atalanta i kampens første minut, og vandt udekampen i Bergamo med 2-1. Dermed brød holdet fra hovedstaden også en tendens med tre udekampe i træk uden sejr.

Med sejren kom Roma op på 28 point - samme pointtal som topholdet Juventus, der dog har spillet en kamp færre, og først senere lørdag møder Lazio i Rom.

Argentineren Maximiliano Morales bragte Atalanta foran allerede i kampens første minut, og argentineren var helt generelt en farlig mand.

Serberen Adem Ljajic udlignede for Roma efter 23 minutter, og Roma fik skabt føringen med Radja Nainggolans scoring til 2-1 tre minutter før pausen.

Morales fik en stor mulighed for at udligne, da Roma-anfører De Rossi fejlede i straffesparksfeltet 20 minutter før tid, men Atalanta har generelt problemer med at score.

Atalanta har kun scoret fem mål i sæsonens første 12 kampe. En kedelig statistik, som lige nu gør holdet til fjerdesidst i Serie A med kun 10 point for 12 kampe.

Atalantas Richmond Boakye fik rødt kort i overtiden, hvor de to holds spillere flere gange var på kant med hinanden.

Flere italienske fodboldeksperter har på det seneste beklaget sig over, at der er for mange udlændinge i Serie A. Så det er bemærkelsesværdigt, at denne kamps tre mål alle blev scoret af udenlandske spillere - Morales fra Argentina, Ljajic fra Serbien og Nainggolan fra Belgien.

Roma er på andenpladsen i Serie A med samme pointtal som Juventus. Topholdet spiller mod Lazio senere lørdag.

/ritzau/