Ronaldo vil spille til han bliver 40 år

Skrevet af admin

14/10/2015

Dagens topnyheder

Fodboldelskere kan nyde godt af Cristiano Ronaldo i mange år ud i fremtiden, hvis det står til stjernespilleren selv.

I et interview med den spanske sportsavis Marca, fortæller Ronaldo, at han håber at fortsætte som spiller i mange år - faktisk til han fylder 40 år.

- Jeg er 30 år nu, men jeg vil gerne spille fem-seks år mere. Hvis vi (fodboldspillere, red.) tager vare på os selv, så er det faktisk muligt at spille helt op til, man fylder 40 år. Det vil jeg gerne, siger Ronaldo til Marca.

Portugiseren er netop blevet hædret med "Den Gyldne Støvle", som uddeles til den mest scorende spiller i Europa med sine 48 scoringer i 35 kampe for Real Madrid i sidste sæson i den bedste spanske række.

Ronaldo lægger ikke skjul på, at han har opnået næsten alt i klubfodbold, men at han mangler succes med det portugisiske landshold.

- På klubniveau og på det personlige plan har jeg vundet alt, men jeg har aldrig vundet en titel med landsholdet. Det vil være højdepunktet i en stor karriere (at vinde EM, red.), og det håber jeg på at opnå i 2016.

- Vi har en god træner, en fantastisk præsident og en ny generation af yngre spillere, der er på vej, har hjulpet os, siger Real Madrid-stjernen.

Han slår fast, at han gerne vil slutte karrieren i Real Madrid.

- Alt er godt. Jeg har kontrakt her indtil, jeg er 33 år, og som jeg har sagt mange gange, så er det min drøm at slutte karrieren her, siger Ronaldo.

/ritzau/