Wayne Rooney blev hjemme i England, da Manchester United mandag rejste til Holland for at spille tirsdagens Champions League-kamp mod PSV Eindhoven.
Den engelske landsholdsangriber er ikke med i truppen til kampen på grund af en muskelskade, der også holdt ham ude af lørdagens 3-1-sejr hjemme mod Liverpool i Premier League.
United-manager Louis Van Gaal havde på forhånd sagt, at Rooney var tvivlsom til PSV-kampen, og at han ikke ville risikere noget med sin superstjerne.
I stedet for Rooney har Van Gaal udtaget nyindkøbet Anthony Martial til kampen, og også talenterne James Wilson og den tidligere PSV-spiller Andreas Pereira er med i truppen.
I den 20 mand store United-trup er Memphis Depay, der ligesom Pereira er hentet i netop PSV, også blandt navnene. 21-årige Depay spillede med stor succes i PSV fra 2011 til 2015.
Det forventes, at Rooney kan være med igen, når United på søndag møder Southampton på udebane i Premier League.
/ritzau/