Roskilde Banks direktør: Jeg var på vej ud

Skrevet af admin

19/04/2016

Dagens topnyheder

Den tidligere administrerende direktør for Roskilde Bank var ikke så dybt nede i udlånet op til bankens krak i 2007.

Det fortæller han tirsdag i Østre Landsret i sagen, hvor han, den tidligere ledelse og revisionshuset EY er afkrævet en milliard kroner i erstatning.

De sagsøgte er under anklage for at have svigtet i kreditgivningen og derfor være ansvarlige for de store tab, som Finansiel Stabilitet led efter at have overtaget den krakkede bank.

- Jeg kunne være gået på pension i 2004. Så vi var i gang med et generationsskifte.

- Derfor var det vigtigt for mig at sætte det hold, der skulle drive banken videre, og det var vigtigt for mig, at mine direktører stod på egne ben, siger Niels Valentin Hansen i sin forklaring.

Samtidig stolede Niels Valentin Hansen på sine ansatte - ikke mindst bankens direktør for kredit og erhverv, Allan Christensen, forklarer han.

- Jeg synes, at vi havde det godt sammen. Jeg stolede på mine kolleger og blandede mig ikke i, hvad de lavede. Vi havde det godt og havde også aktiviteter sammen uden for banken, hvor vi hyggede os.

- Vi levede for den virksomhed og brugte al vores tid på den. Vi var fuldt engagerede i at gøre det bedst muligt, siger Niels Valentin Hansen om ledergruppen i banken.

Allan Christensen var samtidig i spil som Niels Valentins efterfølger. Og af den grund holdt Niels Valentin ekstra afstand til hans arbejde.

- Underdirektør Allan Christensen skulle jo være direktør efter mig, så der var nok ikke en lyst til at vise svaghed over for mig.

- Hvis jeg havde blandet mig for meget, så ville det vanskeliggøre Allan Christensens arbejde, siger den tidligere topmand i banken.

Sagen om Roskilde Bank udløber af dens spektakulære krak i 2008. Efter en aggressiv vækst op til finanskrisen faldt banken fra hinanden og efterlod aktionærer og ikke mindst statens skraldeselskab, Finansiel Stabilitet, med enorme tab.

Niels Valentin Hansen blev som tidligere mangeårig bankdirektør af mange anset for at være hovedårsagen.

Han og flere andre medlemmer af Roskilde Banks tidligere ledelse er sagsøgt for en rund milliard plus renter af netop Finansiel Stabilitet, der overtog banken efter krakket.

Niels Valentin Hansen og den tidligere ledelse er anklaget for at have svigtet i långivningen ved at have sat gang i voldsom vækst, ikke have haft en god nok styring på udlånet og ikke at have fulgt Finanstilsynets advarsler.

/ritzau/