Roy Hodgson begræder Gerrards farvel

Skrevet af admin

22/07/2014

Mest læste i dag

Den engelske fodboldlandstræner, Roy Hodgson er skuffet, men fattet, efter at anfører Steven Gerrard mandag valgte at indstille sin landsholdskarriere.

Den 34-årige Liverpool-spiller nåede siden debuten i 2000 at spille 114 kampe og score 21 mål for Englands A-landshold.

- Selvom jeg er skuffet over beslutningen, så kan jeg fuldt ud forstå Stevens situation.

- Jeg kan ikke have nogen beklagelser, når man tænker på, hvilken fantastisk indsats han har leveret for sit land, siger Roy Hodgson til det engelske fodboldforbunds hjemmeside.

Steven Gerrard nåede at være anfører for England 38 gange.

Tre gange deltog han ved en EM-slutrunde, og ved årets VM i Brasilien nåede han også op på tre VM-deltagelser.

Englands VM i år blev dog en fiasko med blot et point og en sidsteplads i gruppe D, der også talte Costa Rica, Uruguay og Italien.

Steven Gerrard vil nu koncentrere sig fuldt ud om sin klubkarriere i Liverpool, hvor han også tidligere har haft Roy Hodgson som manager.

- Han er en utrolig mand og en fantastisk fodboldspiller, som vi har været så heldige at se så ofte i landsholdstrøjen.

- Det er aldrig et tilfælde, når en spiller opnår hele 114 landskampe. Det er et vidnesbyrd om hans vidunderlige talent, som han har kombineret med sin store ihærdighed og vilje til at levere på højeste niveau, siger Roy Hodgson.

/ritzau/