Rumsonde vækket og klar til Pluto-mission

Skrevet af admin

07/12/2014

Dagens topnyheder

Efter ni år og en rejse på 4,8 milliarder kilometer er Nasas rumsonde New Horizons blevet vækket fra sin dvale, så den kan begynde sin enestående mission og udforske den iskolde dværgplanet Pluto.

Nasa fik tidligt søndag klokken 03.30 signaler, der bekræftede, at en alarm, som var indstillet til vække New Horizons fra en elektronisk søvn, havde virket som planlagt.

Rumsonden er så langt væk, at radiosignaler, der rejser med lysets hastighed, er fire timer og 25 minutter om at nå tilbage til Jorden.

Rumsonden skal passere tæt forbi Pluto og sende nærbilleder af dennes hidtil ukendte overflade hjem.

Pluto har, modsat de otte planeter i solsystemet, endnu ikke haft besøg af menneskeskabte rumsonder, og på grund af den store afstand er det derfor meget begrænset, hvad man kan se og måle vedrørende Pluto fra observatorier på Jorden.

Pluto ligger i det såkaldte Kuiperbælte, som er en region med kolde dværgplaneter, der er i kredsløb udenfor planeten Neptun. Kuiperbæltet er den sidste uudforskede region i solsystemet.

Siden opdagelsen i 1930 har Pluto været omgærdet af mystik - delvist på grund af dens relativt lille størrelse.

Videnskabsmænd har blandt andet haft svært ved at forklare, hvordan en planet med en radius på blot 1190 kilometer kunne eksistere længere ude end de gigantiske planeter Jupiter, Saturn, Uranus og Neptun.

- Vi spekulerede på, hvorfor Pluto var en utilpasset størrelse, siger Alan Stern, en af de ledende forskere bag projektet.

I 1992 fandt astronomer ud af, at Pluto, der huserer 40 gange længere væk fra solen end Jorden, ikke var alene om sin begrænsede størrelse, hvilket fik Den Internationale Astronomiske Union til at genoverveje sin definition af en planet.

I 2006, da New Horizons allerede var på vej mod Kuiperbæltet, besluttede unionen, at Pluto og de øvrige himmellegemer i bæltet ikke kan klassificeres som planeter.

Derfor betegnes Pluto ikke længere som solsystemets niende planet, men derimod som en dværgplanet. Der findes i alt flere end 1000 såkaldte dværgplaneter i Kuiperbæltet.

Den videnskabelige observation af Pluto og dens måner i solsystemets frosne baghave begynder 15. januar.

/ritzau/Reuters