Rusland advarer EU om afbrydelser i gasleverancer

Skrevet af admin

29/08/2014

Mest læste i dag

Den russiske energiminister, Aleksander Novak, siger fredag, at der er stor risiko for afbrydelser i Ruslands gasforsyninger til Europa på grund af de internationale spændinger i forbindelse med krisen i Ukraine.

- Der er stor risiko for, at Gazproms leverancer til Europa bliver stjålet af Ukraine for deres egen vindings skyld, siger Novak på et fælles pressemøde med EU's energikommissær, Günther Oettinger.

- Situationen er ekstrem kritisk, alt imens at opvarmingssæsonen nærmer sig, siger Novak.

Ruslands energiminister mødtes fredag med EU's energikommissær i Ruslands hovedstad, Moskva, for at drøfte de russiske gasleverancer til flere EU-lande.

Oettinger forholder sig ikke til den russiske frygt, men han erklærer, at det er EU's opgave at sikre gasleverancerne for alle parter.

- Vores primære mål er at sikre gasforsyningerne til EU og dets borgere, mens også for borgerne i Rusland, Ukraine, de vestlige Balkan-lande heriblandt ansøgerlandene og Moldova, siger Günther Oettinger.

- Vi har aftalt en midlertidig gaspris for de næste få måneder, mens vi venter på, at Voldgiftsdomstolen i Stockholm fastsætter den endelige pris. Ukraine må betale et beløb for den gas, der skal leveres i de kommende måneder, siger han.

Omkring halvdelen af de russiske gasleverancer går via rørledninger gennem det kriseramte Ukraine.

/ritzau/AFP