Rusland bøjer sig: OSCE-observatørmission til Ukraine

Skrevet af admin

21/03/2014

Dagens topnyheder

De 57 medlemslande i Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa (OSCE) er fredag aften på et ekstraordinært møde blevet enige om at sende en civil observatørmission til Ukraine.

Det oplyser den amerikanske delegation ved OSCE-hovedkvarteret i Wien.

Det betyder, at også Rusland har stemt for at sende observatørerne af sted, selv om den russiske regering indtil fredag blokerede for en vedtagelse.

Mindst 100 observatører skal sendes af sted i første omgang, men med mulighed for at forøge antallet til 500.

De skal på upartisk vis indsamle informationer om sikkerhedssituationen og beskyttelsen af mindretal i det kriseramte Ukraine.

Beslutningen, der blev truffet i Wien af de 57 landes repræsentanter, ses som et vigtigt skridt til at få nedtrappet krisen i Ukraine.

- Dette er ikke enden på krisen, men et skridt, der hjælper med at støtte vores bestræbelser på nedtrapning, siger den tyske udenrigsminister, Frank-Walter Steinmeier, kort efter beslutningen var truffet.

- Situationen i Ukraine er fortsat ustabil og truende. Af den grund må observatørerne gå til arbejdet så hurtigt som muligt, mener han.

Den danske OSCE-repræsentation i Wien oplyser, at Danmark er klar til at bidrage med observatører til den nye mission.

Den nye observatørmission skal som udgangspunkt operere i hele Ukraine, men foreløbig med Krim som en væsentlig undtagelse.

- De har intet mandat der, siger den russiske OSCE-ambassadør, Andrej Kelin, ifølge Reuters efter mødet.

Onsdag tog et mindre danskledet, militært inspektionshold fra OSCE til det østlige Ukraine.

Tidligere på måneden forsøgte en større gruppe militærobservatører fra OSCE, heriblandt to danske officerer, at nå ind på Krim for at følge den dramatiske udvikling, som har ført til en russisk magtovertagelse på den ukrainske halvø.

Men de blev stoppet af russiske soldater og pro-russiske militser, og de blev beskudt. Denne OSCE-mission sluttede søndag - samme dag, som et overvældende flertal af borgerne på Krim stemte for at løsrive sig fra Ukraine.

/ritzau/dpa