Rusland får hjemmesejr i skiskydning

Skrevet af admin

22/02/2014

Mest læste i dag

Norge og Ole Einar Bjørndalen missede en medalje i lørdagens stafet i OL's sidste tur på skiskytternes løjpe ved Laura Biathlon Centre.

Ruslands Anton Sjipulin var stærkest i spurten mod tyskeren Simon Schempp og gav Rusland en sejr, som fik publikum helt op af stolene. Tyskland tog sølv, mens Østrig overraskende vandt bronze foran Norge.

Vinderen fra massestarten på 15 kilometer, norske Emil Hegle Svendsen, smed det hele væk på stafettens sidste skydning, hvor han missede flere skud og tabte kontakten til de tre øvrige.

Men selv om Emil Hegle Svendsen lignede den skurk, som ødelagde dagen for Ole Einar Bjørndalen, som kunne have udbygget sin medaljerekord til 14 OL-medaljer, har Bjørndalen også sin store del af skylden.

Veteranen med 13 OL-medaljer gik ud på stafettens tredje tur med et forspring på 22 sekunder til nærmeste konkurrent, men havde tabt det hele, da han skiftede til Emil Hegle Svendsen.

/ritzau/