Rusland får nej til at modtage fransk hangarskib

Skrevet af admin

30/10/2014

Mest læste i dag

Frankrigs regering siger torsdag morgen, at betingelserne ikke er til stede for, at Rusland kan tage imod det første af to franskproducerede hangarskibe.

Den russiske regering hævder ellers at være inviteret til en overdragelse af det første hangarskib den 14. november.

Det er Ruslands involvering i den ukrainske konflikt, som har fået de vestlige lande til at boykotte dele af den russiske økonomi og leverancer af militært udstyr.

- Betingelserne er ikke i dag opfyldt for at levere Mistral, siger den franske finansminister Michel Sapin.

- Hvad er disse betingelser? Det er, at vi i Ukraine befinder os i en situation, som bliver mere normal, og som tillader, at tingene køles ned, forklarer han til fransk radio.

Frankrig skulle i efteråret have leveret det første af de to Mistral-helikopterhangarskibe, men kom under pres fra Nato-allierede til at holde skibet tilbage.

Onsdag blev den russiske vicepremierminister Dmitrij Rogosin citeret for at sige, at den russiske regering har modtaget en invitation til at deltage i en overdragelsesceremoni af det første hangarskib den 14. november.

Aftalen mellem Frankrig og Rusland stammer fra 2011 og drejer sig om levering af to helikopterhangarskibe til en samlet værdi på 1,2 milliarder euro.

Skibene tilhører den næststørste klasse i den franske flåde. De kan transportere 16 helikoptere og omkring 700 soldater hver. Det første skib skulle ifølge planen leveres i oktober i år og det andet i 2015.

Polen har advaret om, at Rusland vil bruge hangarskibene til at true sine nabolande med.

/ritzau/Reuters