Rusland forbyder dokumentarfilm om Pussy Riot

admin

|

29/12/2013

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Russerne får ikke lov til at se en dokumentarfilm om den regeringskritiske aktivistgruppe Pussy Riot.

Filmen "Pussy Riot: A Punk Prayer"" skulle have premiere i Moskva søndag, men det har regeringen sat en stopper for, oplyser arrangørerne ifølge New York Times.

Lørdag modtog ledelsen af det statsfinansierede Gogol-teater et opkald fra myndighederne, som truede direktørerne med, at de kunne miste deres job, hvis filmen kom op på lærredet.

Det oplyser Maxim Pozdorovkin, den ene af filmens to instruktører.

Telefonsamtalen blev fulgt op af et brev fra kulturforvaltningen i Moskva, som formelt forbød visningen af filmen.

I brevet, som en teatrets medarbejdere har lagt ud på internettet, beskyldes holdet bag filmen samt de medvirkende for at være provokatører. Og den slags kunst hører ikke hjemme i en statsejet bygning, hedder det i brevet.

Kunstens opgave er, ifølge myndighedernes skrivelse, at "redde verden og gøre den bedre. Ikke at opildne befolkningen med skandaløse historier, der ikke har nogen kulturel værdi.

"Lad os holde fast i disse principper. Så er alle på den sikre side", lyder det afslutningsvist.

- Det er et forbavsende brev, siger instruktør Maxim Pozdorovkin, der lige er ankommet til Moskva fra sit hjem i New York med flere kopier af filmen skjult i sin bagage.

- Da jeg var sluppet over grænsen, troede jeg, at det ville være sikkert at vise filmen, siger han.

Forbuddet kommer mindre end en uge efter, at de to sidste fængslede medlemmer af Pussy Riot blev løsladt.

De to kvinder har afsonet en dom på to års fængsel for at have deltaget i en protestaktion mod præsident Vladimir Putin i den store frelserkatedral i Moskva.

Tre af gruppens medlemmer blev i august sidste år idømt fængselsstraffe for hooliganisme motiveret af religiøst had. Den ene er tidligere blevet løsladt efter en appelsag.

Filmen havde premiere i USA i sommer, og den er i spil til en Oscar-pris i dokumentar-kategorien.

Pozdorovkin har ikke tænkt sig at rette ind. Han vil forsøge at vise filmen søndag.

- Hvis der er mennesker til stede, så tager jeg en bærbar computer med, og afspiller den. Så må jeg se, hvad der sker, siger han ifølge New York Times.

/ritzau/