Rusland ønsker humanitære korridorer i Ukraine

Skrevet af admin

02/06/2014

Dagens topnyheder

Rusland vil i FN's Sikkerhedsråd fremlægge en resolution, der opfordrer til et øjeblikkeligt stop for volden i Ukraine og åbner for humanitære korridorer i den østlige del af landet, så ukrainere får mulighed for at slippe væk fra områder, hvor der er kampe.

Det siger den russiske udenrigsminister, Sergej Lavrov.

- Rusland vil i dag fremlægge udkastet til en resolution i FN's Sikkerhedsråd. I udkastet vil der være krav om, at der øjeblikkeligt oprettes en hjælpekorridor, som gør det muligt for almindelige borgere at forlade områder med militære aktiviteter, hvis de ønsker det, siger han.

Lavrov, der mandag holdt pressekonference, siger videre, at vestlige lande har forsikret Rusland om, at situationen i Ukraine ville blive forbedret efter præsidentvalget den 25. maj.

- Men alt, hvad der er sket, tyder på, at det går den stik modsatte vej, siger han.

Udtalelserne fra Lavrov kommer samtidig med meldinger om hårde kampe i det østlige Ukraine, hvor en prorussisk milits tidligt mandag angreb en ukrainsk grænsepost med automatiske våben og granater.

Sikkerhedsstyrker siger, at separatister har besat flere etager i en boligblok, hvorfra de skyder ned mod grænseposten i den sydlige del af Lugansk - tæt på grænsen til Rusland.

- Skudvekslingerne fortsætter. Der har ikke været pauser i skydningen i syv timer nu, siger en talsmand for grænseposten til AFP.

- Vi har otte eller ni sårede. Hos angriberne er fem dræbt og otte såret, siger han.

Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa (OSCE) siger mandag, at man stadig ikke har kontakt til to hold af ubevæbnede observatører, der bliver tilbageholdt af prorussiske separatister i det østlige Ukraine.

- Vi har desværre ikke noget nyt at sige. Vi har ikke været i kontakt med dem. Selv hvis vi vidste noget om deres situation, vil vi ikke sige noget, så længe vores folk stadig tilbageholdes, siger OSCE's talskvinde, Natacha Rajakovic.

- Deres sikkerhed er det vigtigste for os, og jeg kan love, at vi arbejder på højtryk for at få dem frigivet, tilføjer hun.

OSCE mistede i mandags kontakten til et hold på fire internationale observatører fra Danmark, Tyrkiet, Estland og Schweiz. De fire blev fredag meldt frigivet af en separatistleder, der udtalte sig til det russiske nyhedsbureau Interfax. Men den oplysning blev senere afvist af OSCE.

Torsdag blev endnu en gruppe observatører og deres ukrainske tolk tilbageholdt. Heller ikke denne gruppe er blevet løsladt. Deres nationaliteter er ikke oplyst, men der skulle ikke være danskere på holdet.

/ritzau/AFP