Rusland øvede missilangreb mod Danmark

admin

|

30/10/2014

Dagens topnyheder

Mens landets politikere og andre politisk interesserede danskere var samlet til folkemøde på Bornholm i juni i år, udførte russiske fly flere dyk i lav højde med retning mod øen, som var de lastet med missiler klar til angreb.

Det skriver Jyllands-Posten på baggrund af en ny risikovurdering fra Forsvarets Efterretningstjeneste (FE), der bliver offentliggjort torsdag.

De russiske fly udførte "simulerede missilangreb" med de lave dyk, men brød undervejs væk og vendte tilbage til deres udgangspunkt, vurderer FE.

Episoden var led i den største russiske flyøvelse i Østersøen siden 1991. Det meste bestod af "kendte flyvemønstre", men der var også "en mere offensiv karakter end set i mange år".

Efterretningstjenesten er dog forsigtig med at sige for meget om øvelserne.

- Vi peger på, at vi ser noget nyt i Østersøen, men hvad det betyder på længere sigt, det tør vi ikke byde endeligt på. Vi er endnu ikke i en situation, hvor vi kan bedømme, hvad der er det nye normalbillede, siger FE-chef Thomas Ahrenkiel til Jyllands-Posten.

Ifølge Johannes Riber Nordby, analytiker ved Institut for Strategi på Forsvarsakademiet, bør bornholmerne ikke frygte et missilangreb fra Rusland, men russerne optrapper situationen.

- Der er ingen tvivl om, at det er en stor provokation. Det er jo en måde at fortælle sine naboer: Hvis vi ville, kunne vi godt bombe Bornholm. Det ved alle jo godt, at de aldrig nogensinde gør, men det er en måde for Putin (Ruslands præsident, Vladimir Putin, red.) at markere sig, og det er også i en grad, der er voldsommere end tidligere, siger han til Jyllands-Posten.

Nato oplyste ifølge AFP onsdag, at der i de seneste dage er blevet observeret usædvanligt mange russiske militære flyvninger over europæisk luftrum.

Den militære alliance har fulgt fire grupper af russiske militærfly i de seneste to døgn, I grupperne, der overfløj Østersøen, Nordsøen, Atlanterhavet og Sortehavet, indgik der blandt andet strategiske bombefly og jagerfly.

/ritzau/