Rusland og Ukraine skal drøfte krise på Berlin-møde

Udenrigsministrene fra Rusland, Ukraine, Frankrig og Tyskland mødes onsdag eftermiddag i Berlin for at drøfte krisen i Ukraine.

De skal forsøge at fremme fredsinitiativer, der kan løse den igangværende krise mellem den ukrainske regering i Kijev og de prorussiske oprørere i Østukraine, siger en fransk diplomat.

- Der er ikke nogen præcis hensigt. Det er en mulighed for at arbejde med fredsudspil, men vi ønsker ikke at sætte forventningerne for højt, forklarer diplomaten over for nyhedsbureauet Reuters.

En talskvinde for det tyske udenrigsministerium bekræfter over for nyhedsbureauet dpa, at udenrigsminister Frank-Walter Steinmeier har hasteindkaldt sine franske, ukrainske og russiske kolleger til krisemøde i lyset af den tilspidsede konflikt.

Ukraines præsident, Petro Porosjenko, meddelte mandag aften, at han ikke forlænger den ensidige våbenhvile, som han erklærede forrige fredag.

Det betød, at den ukrainske hær tirsdag morgen genoptog kampene mod de prorussiske separatister.

Udenrigsministrene, der mødes hos tyske Frank-Walter Steinmeier i Berlin, er den russiske Sergej Lavrov, Ukraines Pavlo Klimkin og Frankrigs Laurent Fabius.

Avisen Süddeutsche Zeitung erfarer, at de primært vil drøfte, hvordan parterne kan enes om tillidsskabende tiltag, der skal muliggøre en ny våbenhvile. Steinmeier har tirsdag aften gentagne gange ringet til sine tre kolleger for at lodde stemningen for en mulig tilnærmelse.

Den russiske udenrigsminister Lavrov hilser Steinmeiers initiativ velkommen, meddeler udenrigsministeriet i Moskva.

Ifølge Süddeutsche Zeitung vil de fire udenrigsministre konkret tale om, hvordan man kan få en stabil grænsekontrol op at stå for at sætte en stopper for, at våben og militante bliver ved med at sive ind i Ukraine.

Steinmeier prøver med mødet at holde liv i den dialog, som den tyske forbundskansler, Angela Merkel, i weekenden tog fat på med præsidenterne fra Ukraine, Rusland og Frankrig.

/ritzau/dpa

 

Top partnere


Lån penge
Find det bedste lån til dig, der lige står og mangler penge her og nu til en rejse eller en ny computer.


Vejle24
Vejles nye netavis med seneste nyt fra Vejle og omegn.


Sammenlign sikre og regulerede casino-sider i Danmark. Udforsk de bedste online casinoer på www.bedrageri.com/online-casino


På Samlino.dk kan du beregne og sammenligne lån til bil på tværs af 15+ selskaber. Prøv i dag på www.samlino.dk/laan/billaan
 

Dagens Gossip