Rusland tiltaler syv mistænkte IS-krigere for terrorplan

Skrevet af admin

17/02/2016

Dagens topnyheder

Syv personer er tiltalt for planer om terrorangreb i Rusland, oplyser russisk politi ifølge nyhedsbureauet Tass.

Efterretningstjenesten FSB rapporterer, at alle syv er "medlemmer af Islamisk Stat". De blev anholdt mandag i sidste uge.

Ved den lejlighed oplyste efterretningstjenesten, at man havde pågrebet syv IS-medlemmer i Ural-regionen.

Myndighederne har under ransagning af de mistænktes hjem fundet materialer til fremstilling af bomber. Politiet fandt desuden våben og "ekstremistisk litteratur".

Politiet siger, at de tiltalte planlagde "terrorangreb" i Moskva og Sankt Petersborg.

De havde ifølge FSB planer om at rejse videre til Syrien for at deltage i krigen på Islamisk Stats side.

Nogle af de anholdte er ifølge sikkerhedspolitiet russiske statsborgere, mens andre er borgere fra centralasiatiske lande.

De planlagde angiveligt også angreb i regionen Sverdlovsk i det vestlige Rusland.

Gruppens leder er ifølge FSB en IS-kriger, der er kommet til Rusland fra Tyrkiet.

/ritzau/