Rusland trækker tropper tilbage fra Ukraines grænser

Skrevet af admin

31/03/2014

Dagens topnyheder

Russiske tropper har indledt en gradvis tilbagetrækning fra den ukrainske grænse, oplyser Kijev ifølge nyhedsbureauet AFP.

Det oplyses imidlertid ikke, hvor mange tropper der er involveret i processen.

- I de seneste dage har de russiske styrker gradvist begyndt en tilbagetrækning fra grænsen, siger en talsmand for Ukraines forsvarsministerium i et telefoninterview med AFP.

Dermed er der grund til optimisme i kølvandet på den ellers fremskredne frygt for, at Rusland ville fortsætte annekteringen af Ukraine, efter at Krim-halvøen er blevet indtaget.

I weekenden vurderede USA og EU, at Rusland har op mod 40.000 tropper klar nær Ukraines østlige grænser, men det tal ser nu ud til at svinde.

Mandag siger en analytiker fra Kijevs Center for Militære og Politiske Studier, at hans kilder fortæller ham, at Rusland nu kun har 10.000 soldater ved grænsen.

Det ukrainske forsvarsministerium fortæller, at Kijev ikke formelt er blevet varslet om Moskvas tilbagetrækning, og at man derfor ikke præcis ved, hvorfor de trækker sig tilbage.

- Det kunne skyldes en regulær rotation af soldater, men det kan også have forbindelser til de russisk-amerikanske forhandlinger, siger talsmanden til AFP.

John Kerry, USA's udenrigsminister, mødtes søndag aften med sin russiske kollega, Sergej Lavrov, for at drøfte krisen om Ukraine.

Fire timer drøftede de to ministre krisen, og så gik de hver til sit uden at nå frem til en konkret aftale. De aftalte heller ikke at mødes til yderligere forhandlinger.

Ifølge Lavrov fremlagde begge parter deres planer for en nedtrapning af krisen i Ukraine, men var ikke enige om årsagen til konflikten.

Vesten har indført sanktioner mod Rusland efter Moskvas annektering af Krim-halvøen og har samtidig truet med yderligere, hvis Ruslands Vladimir Putin sender flere tropper til Ukraine.

/ritzau/AFP