Rusland: Vi står ved aftale med USA om nedrustning

Skrevet af admin

06/05/2014

Dagens topnyheder

Krisen i Ukraine kommer ikke til at påvirke en flere år gammel nedrustningsaftale mellem Moskva og Washington.

Det oplyser Ruslands viceudenrigsminister, Sergej Ryabkov, tirsdag.

Ifølge det russiske nyhedsbureau Ria Novosti har Rusland tidligere angiveligt se på muligheden for at suspendere inspektioner fra den såkaldte Start-traktat, men Ryabkov maner spekulationerne til jorden.

- Der er ingen grund til i dag ikke at opfylde traktaten, siger Sergej Ryabkov til Ria Novosti.

Spændingerne mellem Rusland og USA er intensiveret på grund af den nuværende situation i Ukraine, hvor styret i Kijev kæmper mod prorussiske separatister i særligt det østlige Ukraine.

USA støtter den midlertidige regering i Ukraine, mens Rusland beskylder landet for at udkæmpe en krig mod dets egen befolkning.

Start-traktaten blev godkendt i 2010 og betyder, at både USA og Rusland skal nedbringe deres lagre af atomsprænghoveder til 1550. Det er 30 procent under grænsen på 2200 i en tidligere aftale fra 2002.

Samtidig skal antallet af langtrækkende bæreraketter og bombefly reduceres til 800 på hver side.

Med aftalen har USA mulighed til at sende fagfolk til Rusland for at inspicere landets lagre af atomvåben.

Traktaten blev ved vedtagelsen anset som en udenrigspolitisk sejr for den amerikanske præsident, Barack Obama.

/ritzau/Reuters