Rusland vil bygge nyt fodboldlandshold op fra bunden

Skrevet af admin

05/08/2016

Mest læste i dag

Værterne for VM i fodbold i 2018, Rusland, som ikke fik en eneste sejr ved EM i Frankrig tidligere i år, vil nu lave store ændringer i forhold til landsholdet.

Det fortæller landets fodboldunion fredag ifølge AFP.

- Vi har ikke en træner, og vi har ikke et hold. Vi bygger op helt fra bunden, siger Ruslands sportsminister og præsident for landets fodboldunion, Vitaly Mutko, til det russiske nyhedsbureau Interfax.

Mutko fortæller, at der er spillere på landsholdet, som har opført sig "uprofessionelt", og som ikke har præsteret under europamesterskaberne i Frankrig, rapporterer Interfax.

- Holdet vil blive bygget op på en anden måde end tidligere, og en af prioriteterne for at være med bliver, at man har lysten til at spille for holdet, siger han.

Ifølge sportsministeren vil det nye hold være på plads inden venskabskampen mod Tyrkiet 31. august.

Det russiske hold blev stærkt kritiseret for sin indsats under EM, som fik landstræneren Leonid Slutsky til at trække sig.

Flere russiske spillere har også været involveret i skandaler udenfor banen på det seneste.

Midtbanespilleren Pavel Mamayev og angriberen Alexander Kokorin blev i sidste måned straffet af deres klubber, efter en video dukkede op, hvor de deltog i en større champagnefest i Monaco kort efter, at Rusland var røget ud af EM-slutrunden.

En gruppe utilfredse russiske fans forsøgte sig i juni med en underskriftindsamling på internettet, som havde til formål, at opløse landsholdet og reformere landets talentudvikling.

Fredag har næsten 950.000 personer skrevet under på forslaget.

Den russiske fodboldunion nævnte i sidste måned fire kandidater til den ledige stilling som landstræner. Blandt kandidaterne var manageren i Rostov, Kurban Berdyev, og Sergej Semak, som er assistenttræner i Zenit.

/ritzau/