Russisk krise er med til at trække dansk eksport ned

Skrevet af admin

09/10/2014

Dagens topnyheder

Russiske forbrugere må ikke længere øse danske fødevarer på tallerknerne, og det begynder nu at vise sig i tallene for den danske eksport til udlandet.

I august faldt dansk eksport med en procent, hvis man ikke medregner salget af brændsels- og smørestoffer, oplyser Danmarks Statistik. Alene salget af fødevarer til udlandet faldt 1,8 procent, og det skyldes blandt andet den russiske boykot, vurderer organisationen Landbrug og Fødevarer.

- Faldet er bekymrende. Jeg havde håbet, at den styrkeposition, som fødevareklyngen har, kunne overdøve effekterne af den russiske boykot. Det gør mig bestemt urolig for de kommende måneder, siger cheføkonom Thomas Søby fra Landbrug og Fødevarer i en pressemeddelelse.

Han vurderer, at de største konsekvenser af russernes importstop ligger og venter i de kommende måneder.

Ifølge Peter Bojsen Jacobsen, makroøkonom fra Sydbank, skyldes faldet i eksporten særligt mindre handel til EU-landene, men også her spiller konflikten mellem Rusland og Ukraine ind.

Konflikten påvirker nemlig økonomien i de europæiske lande - især hos tyskerne, som er en af vores vigtigste handelspartnere. Set over de seneste tre måneder er eksporten til EU faldet med 1,7 procent, mens eksporten til resten af verden har stået stille.

- Det er særligt situationen i Ukraine, som har sendt mørkere skyer ind over europæisk økonomi, hvor afmatningen i høj grad kan ses i tysk økonomi, som meget vel kan være på vej ind i recession, siger Peter Bojsen Jacobsen i en kommentar.

Ifølge Steen Bocian, cheføkonom i Danske Bank, er eksporten til Tyskland faldet med 3,6 procent over de seneste tre måneder, og udviklingen kan smitte af på væksten i den danske BNP i tredje kvartal.

- Der er ingen tvivl om, at der er tale om en bekymrende udvikling. Den indenlandske del af dansk økonomi er fortsat svag, og eksporten skal dermed gerne begynde at trække, så væksten løfter sig noget mere, end vi har set indtil videre.

- Dagens tal indikerer desværre, at eksportmotoren ikke er i stand til at trække på den korte bane, og dagens tal indikerer således også, at den samlede vækst i tredje kvartal bliver meget lav - hvis ikke decideret negativ, siger Steen Bocian.

Samlet faldt eksporten 2,7 procent i august. Det skal dog ses i lyset af en meget stor handel med olie i juli, oplyser Danmarks Statistik.

/ritzau/